Hvad er flitsbuebaby?

"Ej, hvor er hun da allerede dygtig til at holde sit hoved!" Dette har du måske fået at vide, hvis din baby allerede som nyfødt eller få uger gammel gerne selv vil holde hovedet og svajer meget bagud i nakke og ryg og dermed laver en flitsbue med kroppen.

MEN det skal din baby slet ikke kunne så tidligt! Så det er ikke fordi at baby er stærk, men mere et udtryk for, at der er spændinger som gør at baby ikke kan slappe af og krumme sig afslappet sammen. 

Du vil også samtidig kunne opleve andre symptomer som fx. gråd, uro, dårlig søvn, gylp og senere udfordringer med at komme til at trille fra ryg til mave.

Kiropraktisk behandling og hjemmeøvelser

Heldigvis kan kiropraktik som oftest hjælpe dit barn. Behandlingen vil i første omgang bestå af, at kiropraktoren løsner op på spændingerne i nakke og ryg, så baby kan slappe mere af. Herudover er en vigtig del af behandlingen at baby hjælpes til at bruge sine forskellige mavemuskler mere optimalt. Til dette vil du altid få instruktion i hjemmeøvelser samt råd og vejledning fra kiropraktoren. Det betyder at du som forælder kan gøre rigtig meget for at hjælpe din baby, og at behandlingen bliver et samarbejde mellem dig som forælder og kiropraktoren. 

Hvorfor er det vigtigt at gøre noget?

På sigt er det vigtigt at baby får opbygget stærke mavemuskler eller rettere kropskerne, da det er afgørende for en god motorisk udvikling. Vi ved at de børn og teenagere der i dag oplever rygsmerter også har en øget risiko for at tage det med sig ind i voksenlivet. Derfor er det værd at give baby et godt og sundt fundament holdnings- og bevægelsesmæssigt.